APESHIT på Louvre

Denne case omhandler strategiske partnerskaber og forretningsudvikling:


I 2018 indgik Louvre i et samarbejde med sangerinden Beyonce og hendes mand, rapperen Jay-Z. Det skulle vise sig at være et yderst frugtbart samarbejde, der medvirkede til, at Louvre noterede deres højeste besøgstal nogensinde.

Men måske var det faktisk ikke det monetære aspekt af samarbejdet, der var Louvres mest værdifulde udmøntning. Men derimod en udmøntning, der er svær at gøre op i kroner og øre.

Foruden bundlinjebonussen og besøgstilvæksten, fungerede samarbejdet som en slags identitetspolitisk selvransagelse for Louvre. Videoen Apeshit fungerer som museets selvkritik, der griber i egen barm og kritiserer de kolonialistiske skuldre, Louvre historisk set står på.

Beyonce x Jay-Z

UDFORDRING:

Kulturinstitution i en brydningstid

Identitetspolitik fylder meget i dag. Hvordan forholder man sig til den som organisation?

Louvre er en over 220 år gammel kulturinstitution og et af verdens mest ikoniske museer.

Men ligegyldigt hvor stor og etableret en institution, man er, er det altid godt at være på udkig efter nye strategiske partnerskaber for at nå et endnu bredere publikum og ikke mindst vedligeholde sin nuværende position på markedet.

Men hvordan kan du forankre dit strategiske partnerskab i en reel vision? Hvordan formåede Louvre at stille spørgsmål ved sit eget grund-dna?

I disse tider fylder identitetspolitik meget – også hos virksomhederne. Hvad end virksomhederne har en eksplicit LGBTQ+-politik eller inklusionsgrupper for minoritetsansatte – såsom Black Googler Network – så tager de største virksomheder aktivt stilling til deres identitetspolitik.

Ifølge en forbrugerundersøgelse, foretaget af konsulentvirksomheden Accenture, er hele 63% af de adspurgte forbrugere tilbøjelige til at vælge et produkt og en virksomhed, der er i overensstemmelse med egne værdier.


HVIS Louvre halter bagefter på ét aspekt i disse tider, hvor fjerdebølge feminisme og identitetspolitik står højt på dagsorden i hele Vesten, så kunne man hævde, at det parisiske museum manglede repræsentation. En manglende repræsentation af sorte -og kvindelige kunstnere. Men hvordan roder man som kulturinstitution bod på sådan en problemstilling? Og skal man overhovedet det?

Louvre har i hvert fald forsøgt sig - og lykkedes. Museet har på elegant vis italesat de kolonialistiske strukturer, deres eksistens beror på, ved at indgå i et strategisk partnerskab med Beyonce og Jay-Z.

LØSNING:

Louvre viser, de er bevidste om deres fortid

Igennem musikvideoens budskab formår Louvre at fremstå som et moderne museum, der forstår sin samtid og handler på baggrund af den!

“I can’t believe we made it!”

Således lyder lyrikken i Apeshit, mens Beyonce og Jay-Z sidder inde i Louvres gange, iklædt Versace-tøj og guldsmykker. Det er en central sætning for musikvideoens budskab. Musikvideoen handler nemlig ikke om Beyonce og Jay-Z’ egen rigdom, men derimod deres afroamerikanske ophav, og hvordan deres succes står på skuldrene af en stor gruppe af mennesker, der var genstand for en enorm undertrykkelse.

I løbet af musikvideoen er der flere sorte kvinder, der ligger og danser på Louvres kridhvide marmorgulv. Louvre er ikke alene et hvidt rum i bogstavelig forstand, men også et traditionelt hvidt rum i overført betydning. Den kunst, der pryder Louvres vægge er hvide motiver, malet af hvide mænd. Kontrasten står derfor ekstra skarpt, og det er lige præcis, hvad Beyonce og Jay-Z ønsker.

Beyonce og Jay-Z iklædt Versace

Louvres kunst bliver ikke præsenteret for os som tilfældig baggrundsstøj. Værkerne er nøje kurateret og intentionaliteten i musikvideoen er umiskendelig.

Undervejs i musikvideoen danser Beyonce sammen med en gruppe sorte dansere foran Jacques-Louis Davids nyklassicistiske værk The Coronation of Napoleon. Og ligesom Kroningen af Napoleon er mange af de andre fremviste værker også fra kolonitiden. Sammenstillingen af de sorte dansere, Beyonce og værkerne fra den europæiske kolonitid er med til at pege på den skævvridning, der har domineret kunsten, og den undertrykkelse, der har frarøvet så mange mennesker, deres frihed – heriblandt The Carters’ forfædre.

Beyonce, The Coronation of Napoleon

RESULTAT:

Le Louvre x Brooklyns Urban-Ægtepar no.1

Kontrastfyldte partnerskaber fungerer ofte ligeså godt som harmoniske partnerskaber

Det er lykkes Louvre at fremstå som et moderne og progressivt museum takket være Beyonce og Jay-Z. Louvre ligner ikke mere en institution, der ønsker at tie den manglende repræsentation ihjel, de vil hellere forholde sig aktivt til den. Og hvorfor egentlig ikke italesætte den? Louvre er jo blot et produkt af sin tid.

Louvre formåede desuden at lukrere på opmærksomheden ved at lave en rundvisningsrute, hvor museumsgæsterne besøgte de mest centrale værker fra musikvideoen.

Det franske museum oplevede en dundrende stigning i antal besøgende på hele 25%.


Apeshit er et fremragende eksempel på, hvordan man kan erhverve sig nye målgrupper, øge sin omsætning og styrke sin organisations DNA ved hjælp af strategiske partnerskaber.

Dette - på mange planer - uventede partnerskab mellem Europas kulturelle højborg, Le Louvre, og Brooklyns urban-ægtepar no. 1. beviser, at kontrastfyldte partnerskaber lever i bedste velgående. De får din organisation til at fremstå modig, sprudlende og mangfoldig.


Hvis du vil vide mere om Barc Scandinavias arbejde og sikre dig, at du ikke går glip af vores Apeshit Masterclass, der løber af stablen senere i år, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.

OM OS

BARC Scandinavia er en netværksorganisation, der har 360 graders fokus på digitalisering, forretningsudvikling & kommunikation i kultursektoren. 

KONTAKT >

E: kontakt @ barcscandinavia.com

  • LinkedIn
  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon
  • Twitter Social Icon
  • SoundCloud

BARC Scandinavia

BLOX:Hub

Bryghuspladsen 8 

1473 København K

CVR nr. 40411615

Danske Bank

Reg.nr: 3409
Konto nr.: 12796471