top of page

Hvordan blev et camouflagemønster fra 1. verdenskrig til et designikon?

Hvordan lykkedes det Imperial War Museum at forvandle et hundrede år gammelt camouflagemønster til et moderne designikon?

Svaret på det spørgsmål skal findes på skroget af en række britiske krigsskibe, i kunstneren Norman Wilkinsons penselstrøg og i arkiverne hos Imperial War Museum.

Fra Den Engelske Kanal til High Street

Under første verdenskrig fik Norman Wilkinson til opgave at camouflere store dele af den britiske flåde. En opgave han løste på innovativ vis. Wilkinson maskerede ikke skibene med en diskret farvepalet, men iklædte dem derimod en pragt af geometriske figurer og obskure mønstre. Wilkinson skabte ikke alene en camouflage, han skabte en optisk illusion.

Camouflagen gjorde det umådeligt svært for de tyske torpedo-officerer at vurdere afstanden, tage sigte og ramme de britiske skibe. Dette skyldes især Wilkinson leg med perspektiver.

Dazzle-camouflagens avantgardistiske udtryk står på skuldrene af kubister såsom Georges Braque og Pablo Picasso. De kubistiske former gjorde skibene til et omsejlende synsbedrag, hvor forstævnen og agterstævnen og styrbord og bagbord blev rodet sammen i ét stort virvar.

Licensering og strategiske partnerskaber

Imperial War Museum havde sat sig for at styrke deres egenindtjening ved at forretningsudvikle på baggrund af de genstande og rettigheder, de havde i deres udstillinger og arkiver. Og hvordan lykkedes det så Imperial War Museum at gentænke Dazzle-camouflagen som et kontemporært designmotiv, der nu pryder tshirts, tasker, puder, biler, kondisko og meget andet? Det er takket være de nytænkende ansatte på Imperial War Museum, der indtænkte både licensering og strategiske partnerskaber i deres forretning.

Det strategiske partnerskab opstod, da den kreative organisation, Patternity, valgte at indgå i et samarbejde med Imperial War Museum og deres Dazzle-mønster. Patternity er specialiseret i arbejdet med mønstre, hvilket gjorde Dazzle-camouflagens kubistiske udtryk til et oplagt grundlag for samarbejde.

Imperial War Museums Dazzle-kollektion blev ikke alene en succesfuld serie af licenserede produkter i samarbejde med forskellige leverandører, som repræsenterede forskellige, nye målgrupper og markeder. Kollektionen udmøntede sig også i international presseomtale i blandt andet New York Times. Vigtigst af alt, har Imperial War Museum sikret sig en unik rettighed, som fortæller en national historie, der ligger i museets DNA. En rettighed og et produkt, der for fremtiden vil efterlade kundens museumstur i dugfrisk erindring.

Vores egen andedam

Danske kulturinstitutioner kan altså med god grund skæve over Vesterhavet til vores engelske naboer, hvad angår uudnyttede potentialer i kultursektoren. Vi kan lære endnu mere om, hvordan vi licenserer værker fra vores egne samlinger, og hvordan de værker kan udmønte sig i frugtbare strategiske partnerskaber.

Disse greb styrker ikke alene jeres organisations egenindtjeningen og omtale, men også jeres brandværdi og autencitet. Kristian Rise fra Design Museum Danmark fortæller blandt andet om dette i vores podcast, og hvordan Design Museum Danmark er i gang med at styrke deres egen visuelle identitet ved at bruge Flexibility-skrifttypen. En skrifttype, der bare lå og ventede på dem i gemmerne.


Hvis man har styr på, hvem man er, så bliver det lettere at gå i arkiverne og finde noget, der udtrykker lige netop dét.” – Kristian Rise, Design Museum Danmark


Svante Lindeburg fra Golden Days fortæller i vores podcast, hvordan man med fordel kan bygge videre på en designarv for at styrke sin egen troværdighed, pirre gæstens nysgerrighed og vække en autenticitet, der til stadighed er mere og mere efterspurgt blandt kulturforbrugere.


Du kan lytte til disse interviews i deres fulde længde og høre endnu mere om licensering, partnerskaber og den britiske Dazzle-case i Barc Scandinavias egen podcast.

Det kan være, at grundlaget for jeres næste partnerskab/designsucces/? allerede gemmer sig i arkiverne?


Vi har en lang række dokumenter og reporter i vores vidensbank, hvor du som medlem kan læse meget mere om licensering og andre fagrelevante emner. Du kan desuden drøfte casene med alle vores andre medlemmer. God læselyst!




Ressourcer for medlemmer

bottom of page